Reumerttalenter i Roskilde Teaters sæson

På lørdag den 9. juni bliver det offentliggjort, hvem der modtager priserne som Årets Reumert 2018 i 16 forskellige kategorier. Blandt de nominerede er der flere forestillinger, som enten har spillet i Roskilde eller som kommer til i byen i løbet af den kommende sæson.

Udover de regulære priser, uddeler Reumert-juryen også Årets Talent-priser til unge professionelle talenter, og set med lokale øjne er to af prismodtagerne særligt interessante.

Skuespiller Alvin Olid Bursøe har modtaget en pris for sin præstation i DANSK af Teatret Svalegangen. Forestillingen kunne opleves i Roskilde i efteråret 2017. I deres begrundelse har juryen skrevet: ”Han fyldte Svalegangens scene i komedien om den umådeligt integrationsvillige Hassan, der var flygtning fra Syrien. Med stort smil og enorm omstillingsparathed – og sågar med klovnekostume – ville den ivrige mand gøre alt for at blive rigtig dansk. Alvin Olid Bursøe spillede både kejtet, charmerende og ægte. En overbevisende og forfriskende debut.”

Også skuespiller Ingrid-Marie Thorlacius har modtaget en af priserne for sin rolle i FUCKIN ÅMÅL af Hils Din Mor og Teater Vestvolden. Juryen skriver: ”Ren og sårbar – og med en forunderlig indre styrke – spillede Ingrid-Marie Thorlacius den pæne Agnes fra provinshullet Åmål. Altså hende med de kvælende forældre og den hemmelige kærlighed til pigen Elin. Hun skabte et rørende stærkt portræt af et ensomt menneske. Så vi var godt nok lettede, da Agnes og Elin endte med at gå ud i verden hånd i hånd!”

FUCKING ÅMÅL spiller mandag den 24. september 2018 kl. 19.30 på Sct. Jørgens Skole, så der er altså mulighed for at opleve Ingrid-Marie Thorlacius’ Reumert-vindende præstation her i Roskilde.

Reumertfesten stopper dog langt fra her, da der findes flere udpluk fra den kommende sæson blandt de nominerede. ROCKY!, der spiller i Roskilde den 25. maj 2019, er eksempelvis nominerede for Årets Mandlige Hovedrolle og Årets Instruktør, mens FUCKING ÅMÅL også er nomineret i kategorien Årets Børne-/Ungdomsforestilling.

Vi her på Roskilde Teater vil spændt følge med på lørdag, når resten af Reumert-priserne uddeles.