Spændende forårssæson 2019 i Roskilde Teater

Ægte klassiker, moderne dans og dejlig, dansk operette i stor opsætning. I de kommende måneder byder Roskilde Teater på 20 forskellige forestillinger, herunder Shakespeare, Chopin og Kai Normann Andersen. Astrid Lindgrens EMIL FRA LØNNEBERG er et attraktivt tilbud for børn og deres familier.

Som den første forestilling i det nye år præsenterer Roskilde Teater den 13. januar en kultforestilling direkte fra London. Forestillingen RED BASTARD er komisk i sin grundessens, men samtidig en teatralsk masterclass, der prikker til væsentlige, eksistentielle dilemmaer og menneskelige grublerier – blandt andet ved at stille dette overrumplende spørgsmål: Hvem fanden tror du egentlig, du er? Publikum involveres og sættes i aktion, ingen får lov til at være i fred for denne forbløffende adrætte mandsdæmon, der bevæger sig lige så hastigt og manisk rundt mellem tilskuerne, som han taler fra sit spot på scenen.

Teatret st.tv. opfører den 26. februar stykket BERUSELSE, der med latteren som absurd forløsning viser, hvor svært det er at bryde et tabu med en alkoholiker i familien. Som optakt fortæller Lotus Turéll om at vokse op i en lykkelig familie med et massivt alkoholmisbrug. Lotus er datter af den kendte forfatter Dan Turéll og har medvirket i en vigtig fjernsynsudsendelse om samme emne.

Hvad angår familie- og børneteatret skal man ikke tøve for længe med at sikre sig billetter, da der allerede er udsolgt til flere af forestillingerne i det kommende halvår. Der er stadig ledige pladser til følgende forestillinger: Teater Refleksion I NATTENS LYS, Syddjurs Egnsteaters KÆMPEN SOM IKKE HAVDE HJERTE I LIVET OG Cantabile 2 SPOR AF DYR.

Ved to af forårets forestillinger vil der være arrangeret spisning for publikum:

Ramsømagle Forsamlingshus står for maden den 11. april, når Teatergrad spiller THE BEATROOTS, der er en fortælling om det moderne fællesskab. Her inviteres publikum med til koncert i det lokale forsamlingshus, men også med til at deltage i en forestilling, der retter scenens skarpe spotlys mod samtidens selvtilstrækkelige individualisme.

Og den 28. april spiser vi på Svogerslev Kro efter Figaros opførelse af SVEND, KNUD OG VALDEMAR, der er et historisk, romantisk udstyrsstykke i fem changementer med indlagte sange. Mange husker Riddersalen udødelige opsætning fra 1970 med bl.a. Jytte Abildstrøm og Gotha Andersen.

Don Gnu driver JAGTEN PÅ DDET GRÅ GULD, Teatret Møllen går planken ud med tragedien KING LEAR, og Mette Rønne fra Kulturmarkt indfører os i DEN KOMISKE TRAGEDIE. Folketeatret kommer med den kendte og elskede MØD MIG PÅ CASSIOPEIA (kun få billetter), og sæsonen slutter ultimo maj med den Reumertkårede ROCKY! med Morten Burian.

Ja, også i det nye år er der mange gode grunde til at følge Roskilde Teaters motto: Gå i teatret i din egen by!

Billetter bestilles på www.roskildeteater.dk.